Hvad indebærer ligebehandling i kontanthjælpssager?
Ligebehandling indebærer, at ens tilfælde skal vurderes ens og forskellige tilfælde forskelligt – og at den forskel, der gøres, skal være begrundet i sagens forhold, ikke i hvem der behandler den.
Kravet følger af forvaltningslovens krav om saglighed og upartiskhed samt af aktivlovens bestemmelser om ret til kontanthjælp. I praksis handler det ikke om, at alle afgørelser skal blive identiske. Det handler om, at forskellene skal kunne forklares med henvisning til sagens indhold.
Inden for kontanthjælp er vurderingsrummet størst i spørgsmål om, hvad der er rimelige udgifter, hvilke krav der er rimelige at stille til ansøgeren, og hvornår en person skal anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er dér, forskellene opstår, ikke i beregningen af de statslige, vejledende satser.
Hvor opstår forskelsbehandling i praksis?
Næsten udelukkende i grænsetilfælde – hvor retningslinjerne ikke giver et entydigt svar, og sagsbehandlerens egen vurdering udfylder rummet.
I tydelige sager er udfaldet i princippet givet. Det er i sager, hvor ansøgeren delvist opfylder kravene, hvor oplysningerne er ufuldstændige, eller hvor situationen ikke passer ind i nogen standardkategori, at forskellige sagsbehandlere lander forskelligt. Da disse sager udgør en mindre andel af volumen, viser forskellene sig sjældent i den overordnede statistik.
En anden kilde er tidsaspektet. Praksis på et jobcenter glider over tid, særligt ved udskiftning af personale. Uden opfølgning kan enheden anvende et mærkbart andet niveau end for to år siden, uden at der er truffet nogen beslutning om det.
En tredje kilde er, hvordan ansøgeren udtrykker sig. Den, der formulerer sin situation tydeligt og behersker det administrative sprog, får i praksis ofte et mere udførligt grundlag prøvet. Dette er en af de sværest opdagelige former for forskelsbehandling, eftersom hver enkelt afgørelse kan fremstå korrekt.
Hvordan skal et afslag begrundes?
Begrundelsen skal angive, hvilken bestemmelse der er anvendt, hvilke oplysninger der er lagt til grund for vurderingen, og hvorfor netop disse oplysninger fører til afslag.
En begrundelse, der blot henviser til, at ansøgeren "ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet", gentager betingelsen uden at forklare den. Ansøgeren kan hverken rette sin adfærd eller imødegå vurderingen. Den skal suppleres med, hvad der faktisk er sket: hvilken plan der er aftalt, hvilke aktiviteter der er udeblevet, og hvornår.
Begrundelsen har også en intern funktion. Når grundene skrives ud i detaljer, bliver det synligt for sagsbehandleren selv, om vurderingen hviler på et tilstrækkeligt grundlag. Vage begrundelser skjuler ofte, at afgørelsen er truffet på mavefornemmelse.
Et tredje krav er forståelighed. Afgørelsen skal kunne læses af den, den vedrører. Interne forkortelser og henvisninger til retningslinjepunkter uden forklaring gør afgørelsen formelt korrekt, men i praksis uforståelig, og fører til klager, der ellers kunne være undgået.
Hvordan måler man forskelle mellem sagsbehandlere?
Ved at gennemgå begrundelsernes indhold i et udvalg af sammenlignelige sager, ikke ved at sammenligne bevillingsgrad i statistikken.
Bevillingsgrad siger lidt, eftersom sagssammensætningen adskiller sig mellem sagsbehandlere og over tid. Det, der kan sammenlignes, er hvilke grunde der angives, hvor ofte et bestemt krav stilles, og hvor udførligt grundlaget redegøres for i afgørelser med samme udfald.
Et praktisk oplæg er at udvælge en afgrænset sagstype – for eksempel afslag med henvisning til manglende planlægning – og gennemgå alle sådanne afgørelser i en periode mod de samme kriterier. Afvigelserne træder da tydeligt frem og kan drøftes konkret på enheden.
Formålet med målingen er ikke at kontrollere enkelte sagsbehandlere, men at identificere, hvor retningslinjerne på jobcentret er utilstrækkelige. Hvis fem sagsbehandlere vurderer samme situation forskelligt, er det som regel retningslinjen, ikke sagsbehandlerne, der skal gennemgås. KL (Kommunernes Landsforening) udarbejder vejledende materiale, der kan understøtte en mere ensartet praksis.
Hvordan kan gennemgangen ske uden at belaste forvaltningen?
Ved at gennemgangen sker mod faste kriterier på en struktureret måde i stedet for som en manuel gennemlæsning af enkeltsager.
Manuel stikprøvekontrol når sjældent en tilstrækkelig stor andel af sagerne til, at afvigelser træder frem som mønster. Samtidig er den tidskrævende, og kvaliteten varierer med, hvem der udfører gennemgangen.
SAKRA.cloud er et professionelt og intelligent digitalt beslutningsstøtte- og gennemgangsværktøj, udformet til at kvalitetssikre kommunale beslutningsprocesser. Inden for kontanthjælp gennemgås afgørelserne mod et fast rammeværk: angives det retlige grundlag, er kravene individuelt begrundet, kan beregningen følges, og behandles lignende sager ensartet.
Resultatet bliver et grundlag, enheden kan arbejde videre med – både for at rette enkeltafgørelser og for at se, hvor retningslinjerne skal præciseres, før en eventuel klage behandles af Ankestyrelsen som klageinstans. Afgørelserne træffes fortsat af sagsbehandleren på jobcentret; værktøjet gennemgår materialet, det erstatter ikke vurderingen.