Hvad er bias i en børnefaglig undersøgelse?
Bias i en børnefaglig undersøgelse er en systematisk skævhed i, hvilket materiale der indsamles, hvordan det vurderes, og hvordan det formuleres – hvor skævheden følger af sagsbehandlerens forforståelse i stedet for af sagens faktiske forhold.
Til forskel fra en enkeltstående fejl er bias mønsterdannende. Den viser sig ikke i en enkelt sætning, men i hvordan hele undersøgelsen hælder: hvilke kilder der er kontaktet, hvilke oplysninger der har fået plads, og hvilke der kun nævnes i forbifarten. Netop derfor er den svær at få øje på for den, der har skrevet teksten. Undersøgelsen fremstår sammenhængende, fordi hver del passer med det billede, der blev formet tidligt.
I sager om anbringelse uden samtykke efter barnets lov er dette særligt alvorligt. Beslutningen er blandt de mest indgribende, en kommune træffer, og børn og unge-udvalget, og efterfølgende domstolene, efterprøver materialet bagefter. En undersøgelse, der hælder i én retning uden at det fremgår hvorfor, risikerer enten at føre til et forkert indgreb eller til, at et berettiget indgreb ikke får medhold.
Hvor i processen opstår skævheden?
Skævheden opstår oftest allerede ved udvælgelsen af kilder og ved udformningen af spørgsmålene – altså før nogen vurdering er skrevet ned.
Det første punkt er udvælgelsen. Hvis referencer indhentes fra skole og sundhedsvæsen, men ikke fra fritidsledere, familie eller andre voksne i barnets nærhed, bliver billedet ensidigt, selv om hver enkelt oplysning er korrekt. Et enkelt modtiltag er at dokumentere, hvilke mulige kilder der er identificeret, og hvorfor visse er fravalgt.
Det andet punkt er spørgsmålsformuleringen. Spørgsmålet "hvordan påvirkes barnet af forældrenes konflikt?" forudsætter både, at der findes en konflikt, og at den påvirker barnet. Et åbent spørgsmål om, hvordan barnets hverdag ser ud, giver et mere anvendeligt materiale og kan bekræfte det samme uden at lægge svaret i munden på den, der giver oplysningerne.
Det tredje punkt er sammenskrivningen. Når en stor mængde materiale skal koges ned til en tekst, opstår et stærkt pres mod en sammenhængende fortælling. Oplysninger, der ikke passer ind, har en tendens til at blive udeladt, ikke fordi de er vurderet uvæsentlige, men fordi de bryder flowet i teksten.
Hvordan adskiller man iagttagelse fra vurdering?
Ved at hver vurderende formulering skal kunne knyttes til en iagttagelse med angivet kilde, tidspunkt og indhold – ellers skal den slettes eller suppleres.
Sætningen "mor udviser manglende omsorgsevne" er en vurdering. Sætningen "ved hjemmebesøget den 12. marts manglede der mad i hjemmet, og barnet oplyste, at hun ikke havde spist siden dagen før" er en iagttagelse. Den første kan ikke efterprøves af andre; den anden kan imødegås, bekræftes eller modsiges.
En praktisk arbejdsmetode er at gennemgå undersøgelsen i to omgange. I den første omgang markeres hvert vurderende ord: mangelfuld, utilstrækkelig, bekymrende, ustabil. I den anden omgang efterprøves det, om der findes en konkret iagttagelse i teksten, der understøtter ordet. Mangler den, erstattes formuleringen af iagttagelsen eller slettes.
Det betyder ikke, at sagsbehandleren skal afholde sig fra at vurdere. Vurderingen hører hjemme i vurderingsafsnittet, tydeligt markeret som sagsbehandlerens konklusion, og skal dér redegøre for, hvilke iagttagelser den bygger på.
Hvordan efterprøver man betingelserne hver for sig?
Ved at skrive hver betingelse ud som egen overskrift og under den kun redegøre for det materiale, der er relevant netop for den betingelse.
En almindelig svaghed er, at materialet præsenteres som et samlet indtryk, og at betingelserne derefter konstateres opfyldt i en afsluttende sætning. Børn og unge-udvalget skal kunne se, hvilket materiale der understøtter risikoen for barnets sundhed og udvikling, hvilket materiale der vedrører de kritisable forhold, og hvad der taler for, at frivillige støtteforanstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Når materialet struktureres pr. betingelse, bliver det også synligt, om en betingelse hviler på et betydeligt tyndere grundlag end de øvrige. Det er oplysninger, kommunens familieafdeling har brug for, før indstillingen fremsættes, ikke efter at den er afvist.
Kravet om, at frivillige støtteforanstaltninger er afprøvet, fortjener særlig opmærksomhed. Det er ikke nok at konstatere, at samtykke mangler. Det skal fremgå, hvilke tiltag der er tilbudt, hvornår, og hvordan forældremyndighedsindehaveren og den unge har forholdt sig til dem.
Hvilken rolle spiller barnets egen fortælling?
Barnets holdning skal gengives med egne ord og holdes adskilt fra voksnes fortolkninger af den, eftersom sammenblandingen er en af de hyppigste kilder til skævhed.
Når et barns udtalelser gengives i sammenfattet form, forsvinder ofte nuancerne. "Barnet vil ikke bo hos far" kan i den oprindelige samtale have været et svar på et spørgsmål om en bestemt weekend. Direkte citater med angivelse af, hvad spørgsmålet var, gør materialet væsentligt mere robust – og understøtter barnets ret til inddragelse efter barnets lov.
Det skal også fremgå, om barnet har udtrykt noget, der taler imod undersøgelsens konklusion. At sådanne oplysninger medtages, svækker ikke undersøgelsen – det styrker den, fordi det viser, at helheden er efterprøvet.
Hvordan kan gennemgangen systematiseres?
Gennem en struktureret gennemgang mod faste kriterier, før materialet forelægges børn og unge-udvalget, enten kollegialt eller med digital gennemgangsstøtte.
Kollegial gennemgang fungerer bedst, når den sker mod en fælles tjekliste i stedet for som en generel gennemlæsning. Uden faste kriterier har den, der gennemgår, en tendens til at reagere på skrivestil frem for på bevisvurdering.
SAKRA.cloud er et professionelt og intelligent digitalt beslutningsstøtte- og gennemgangsværktøj, udformet til at kvalitetssikre kommunale beslutningsprocesser. I sager efter barnets lov gennemgår værktøjet materialet mod et fast rammeværk og markerer, hvor påstande mangler belæg, hvor vurdering og iagttagelse er vævet sammen, og hvor modstridende oplysninger står uden kommentar. Hver bemærkning peger på det sted i materialet, den vedrører.
Værktøjet er ikke en generel chatfunktion og træffer ingen beslutninger. Vurderingen og afgørelsen forbliver hos kommunens familieafdeling og børn og unge-udvalget; gennemgangen giver dem et tydeligere grundlag at træffe den på, i tråd med forvaltningslovens krav til sagsoplysning og begrundelse.